Sophie Whiting

Jeg prøvede yoga første gang, fordi jeg havde ekstremt smerter i lænden og var desperat efter at prøve noget for at få det til at fungere. I omkring femten år deltog jeg i forskellige yogaklasser, nogle gange så ofte som fem gange om ugen. I disse klasser var mit mål ikke så meget at opnå den ene eller den anden stilling, selvom jeg gjorde mit bedste, men snarere at slippe af med den lammende smerte i ryggen. Trods min dedikation vidste jeg, at jeg ingen vegne kom – selvom jeg ofte følte mig fysisk bedre tilpas efter en time. Det varede aldrig. Jeg prøvede at tvinge min krop til at gøre, hvad jeg troede, jeg ville have, eller hvad min lærer troede, jeg havde brug for. Resultatet var, at jeg ikke var opmærksom på, hvad min krop skreg efter at fortælle mig, at det gjorde endnu mere ondt snarere end mindre. Det var først, da jeg begyndte at arbejde med Diane Long og Sophy Hoare i 2005, at jeg begyndte at forstå, at denne Scaravelli-tilgang til yoga fundamentalt handler om at give sig selv friheden til at bevæge sig. Det handler om at skabe og dyrke betingelserne – både fysiske og mentale – for at udvikle en frit bevægelig krop. Det handler om at skabe plads til det nye, det uopdagede, det ukendte. Min tilgang til yoga er nu baseret på princippet om, at en yogapraksis er en øvelse i at lære at give slip på spændinger og smerte i kroppen, og ikke en øvelse i udholdenhed, når du forsøger at opnå et sæt stive stillinger. Det betyder at være venlig over for din krop og ikke forsøge at disciplinere den. Det handler om at lære at arbejde med, snarere end imod, din krop og nyde dens nyfundne bevægelse. En måde at beskrive denne tilgang til yoga på er, at det handler om at genkende og derefter befri sig selv fra hindringer for det, der allerede er der.